Vi er ved at bygge en helt ny hjemmeside - kig med her. Og find alt det, du plejer, på djoef.dk. 

Epinion

To ud af tre ønsker en 4-dages arbejdsuge

4-dages arbejdsuge Djøf undersøgelse Epinion

8 min

22.06.2022

Kopier link

To ud af tre ledere og medarbejdere vil sige ja til at implementere én eller flere modeller for en fire dages arbejdsuge på deres arbejdsplads. Det tyder på, at mange er begyndt at drømme om forandringer i deres arbejdsliv.

Hvorfor skal man overveje en kortere arbejdsuge?

Virksomheder, som har forsøgt sig med en fire dages arbejdsuge, har gode erfaringer, men samlet ved vi ikke nok om effekten af fire dages arbejdsuge.

Der er derfor behov for at starte en debat om, hvorfor så mange går og drømmer om en fire dages arbejdsuge, og hvordan vi kan prøve forskellige modeller af, og teste om en fire dages arbejdsuge fungerer for virksomheden og medarbejderne.

Vi starter debatten ved at vise 2 gode cases på forskellige måder at lave fire dages arbejdsuge på. 

64% af medarbejdere og 65% af ledere vil sige ja til at implementere én eller flere modeller for en fire dages arbejdsuge på deres arbejdsplads.

Casevideoer:

I advokatfirmaer Molt Wengel har man med stor succes implementeret en 4,5 dages arbejdsuge, hvor alle medarbejdere går hjem kl. 12.00 hver fredag. Det har øget medarbejder trivslen og kvaliteten i opgaveløsningen. Og selv om medarbejderne er gået ned i tid, er de ikke gået ned i løn.

Hos Sunset Boulevard har man igennem to år eksperimenteret med at nedsætte den ugentlige arbejdstid. I dag arbejder alle ansatte på hovedkontoret områdechefer & franchisekonsulenter kun fire dage om ugen og holder fri hver fredag. Men det er kun begyndelsen. For resultaterne har været så gode, at de i to udvalgte restauranter nu også er begyndt at teste nye måder at eksperimentere med at fjerne pseudoopgaver og nedsætte arbejdstiden. 

Hør direktør i Molt Wengel, Anne Katrine Schjønning, og CEO hos Sunset Boulevard, Jens Broch, fortælle om, hvordan de har arbejdet med at nedsætte arbejdstiden og hvordan det har påvirket både deres ansatte og forretningen. For som Anne Katrine Schjønning siger, så kan man sagtens blive stresset af at skulle arbejde på mindre tid, hvis man ikke ændrer ved den måde, man arbejder på.

 

En 4,5 dages arbejdsuge var aldrig målet i sig selv

 

Man bør måle på den skabte værdi og ikke på timer

 

Blandt både ledere (47%) og medarbejdere (41%) vil flest sige ja til fire dages arbejdsuge, hvor 37 timer bliver fordelt på 4 dage.

Guide: 5 gode råd du skal overveje, inden du siger ja til en 4-dagsarbejdsuge

Djøfs karriererådgivere har fem gode råd, du bør overveje inden du siger ja til en 4-dages arbejdsuge. Læs dem her:

  1. Model: Vær meget opmærksom på, hvilken model, din arbejdsgiver lægger op til. 
    Der henvises til vidt forskellige ting, når vi siger fire dages arbejdsuge. I nogle modeller skal du fortsat arbejde 37 timer om ugen, men nu blot på fire forlængede dage. Andre modeller opererer fx med en 30 timers arbejdsuge. Så: Går du ned i tid? Skal du være til stede/tilgængelig i et bestemt tidsrum? Ned i løn? Følger der nogle nye arbejdsformer med for at øge produktiviteten?

  2. Livscyklus: Vurder, om du er et sted i livet, hvor det giver mening med fire dages arbejdsuge. Når du overvejer fire dages arbejdsuge, så tag højde for, hvor du er i livet. Ex. har du små børn, der skal hentes og bringes i børnehave eller skole? Kan det lade sig gøre, fordi du kan arbejde videre om aftenen? Kan du få hjælp til hentning eller passer det dermed dårligt i din livssituation? Det kan også være, at du er et sted i livet, hvor fire dages arbejdsuge passer perfekt med den livssituation, du er i; at du får mere sammenhængende fri, oplever større grad af fleksibilitet og autonomi.   Vurderer du, at de ydre omstændigheder i dit liv kan matche en fire dages arbejdsuge, så vær obs. På, at du måske skal ændre arbejdsvaner.

  3. Ændrede arbejdsvaner: Ændrede rammer betyder også ændrede arbejdsrutiner. Øg din selvindsigt ift. din effektive tid, og hvordan du trives, indlæg pauser og kend din selvledelse. Den gensidige forventningsafstemning med chef og team kan være endnu vigtigere særligt i overgangen til ny arbejdsmodel og del derfor meget gerne dine erfaringer med de andre.

  4. Vedholdenhed og feedback: Hvis du siger ja, så forvent en indkøringsperiode med nye vaner og ‘ups & downs’. De virksomheder, der har succes med fire dages arbejdsuge rapporterer om, at det kan tage tid at implementere. Så vær bevidst om, at det tager tid at indøve nye arbejdsrutiner og –vaner og det ikke er sikkert, at I finder den rigtige løsning første gang – men skal eksperimentere. Vær med til sikre feedback og læring både blandt kolleger, i teamet og organisationen.

  5. Involver dig aktivt: Lige nu er der et historisk opbrud i vores arbejdsliv. Se det som en kæmpe gave, at du får mulighed for at deltage i større eller mindre eksperimenter. Gå aktivt ind i processerne som en konstruktiv dialogpartner med arbejdsgiveren. Tag dig tiden til at reflektere over de nye tiltag; hvordan virker de for dig, din effektivitet og trivsel? Sig til og fra og er fire dages arbejdsuge ikke en god model for dig, så sig nej tak. 

 

I gruppen af medarbejdere siger hver fjerde kvinde (26%) og hver femte mand (20%) nej til en fire dages arbejdsuge. Flere mænd (46%) end kvinder (35%) er positivt stemt overfor modellen om samme arbejdstid på færre dage, mens flere kvinder (18%) end mænd (11%) er positive overfor at gå ned i både tid og løn.

Hvad skal du tænke over, hvis du som leder vil i gang med at implementere en 4-dages arbejdsuge?

Pernille Garde Abildgaard, direktør og stifter af Take back time, er specialist i personlig og kollektiv effektivitet samt 4-dages arbejdsuge. Derudover er hun forfatter, foredragsholder og rådgiver for en række organisationer, virksomheder og events - og har har mere end 15 års erfaring som leder i både offentlige og private selskaber.

Læs hendes bedste råd her.

Guide:

Den 4-dages arbejdsuge kommer i både en kort og en lang
version. Den lange version er fire arbejdsdage, hvor man fastholder de 37 timer pr. uge. I den korte version har man også sænket det ugentlige timeantal. Nogle gange helt ned til 30 timer pr. uge. Med samme løn.

Hvad skal du tænke over inden du kaster dig over en 4-dages arbejdsuge (både i kort og lang version).

Ønsker I at forbedre trivslen og arbejdsglæden? Forbedre samarbejde på tværs? Få nemmere ved at rekruttere eller fastholde? Eller ønsker I blot at sætte et lettere klimaaftryk? Ønsker I en mere effektiv organisation med højere produktivitet?

Der er mange grunde til at konvertere til en 4-dages uge. Vær fra begyndelsen skarp på, hvad jeres primære mål med en 4-dages uge er (så ved I nemlig også, hvordan I skal måle fremdrift og succes).

Skal alle have fri på samme dag eller skal det være fleksibelt? Skal I have særlige innovationsdage nogle gange om året i stedet for fridage/pausedage? Skal der ske en procesoptimering samtidig eller er det ”kun” et spørgsmål om at ændre vagtplanerne?

Og hvor lang tid har I til at skabe den forandring, som I søger? Hvis det skal gå hurtigt, ja så er det en slags model. Har I lidt mere tid, ja, så er det en anden model.

Svarene på dette afhænger af svarene på de to første spørgsmål. Hvis man ønsker en kortere arbejdsuge på færre dage, ja, så er det en god ide at få hjælp fra alle medarbejdere til at finde produktivitetsforøgelserne og komme tidsrøverne til livs.

Hvis man er i stand til at skabe et tillidsfuldt rum for forandringerne og samtidig kan lokke med færre arbejdstimer til samme løn, så er der incitament fra alle til at få det til at lykkes. Og hvis det ikke virker, så kan I altid gå tilbage til jeres nuværende model. Altid god idé med et par ”hjørneflag” fra ledelsen, men ellers er bred inddragelse nøglen til ejerskab og succes.

Hvilke værktøjer (for at opnår en kortere arbejdsuge) ønsker I at tage i brug? Hvor er der mest at hente hos jer? Og er værktøjer og tiltag prioriteret? Sæt ikke for mange ting i søen på én gang - så kommer I til at skyde jer selv i foden.
Gør det nemt – og sørg for at have måling på plads, så I ved om I kommer i mål eller ej. Gør det transparent.

Når ovenstående er på plads, så kan I tale om hvordan det skal implementeres. Ønsker I en testperiode? I givet fald er det en god idé med flere faser. 
Overvej om det skal være et pilotprojekt i en del af virksomheden/organisationen eller om I alle gør det på én gang (der er fordele og ulemper ved begge modeller). 

Tænk stort og visionært, inddrag bredt og grundigt - og begynd småt med simple tiltag/værktøjer i første fase. 

 

Det er altid en god idé at få hjælp til at igangsætte og drive processen fra ekstern partner. At konvertere til en 4-dages uge er ikke one size fits all. I skal finde jeres egen model og i jeres eget tempo. Tilmeld jer evt. et af de netværk, som findes for 4-dages arbejdsuge-virksomheder, så I løbende har et forum at søge inspiration og læring i.

Og vær ikke bange for at justere undervejs.

I gruppen af medarbejdere er særligt de unge mere positive overfor en fire-dages arbejdsuge sammenlignet med de ældre. Hele 69% af gruppen fra 20 til 39 siger ja til mindst én af de tre modeller, mens det er 65% i gruppen fra 40 til 54 og kun 50% i gruppen fra 55 til 64. De yngre grupper er overordnet set mere positive overfor alle tre modeller sammenlignet med de ældre. Men dobbelt så mange i den yngste gruppe (29%) siger ja til at nå samme arbejdsmængde på færre timer end i den ældste gruppe (14%).

Djøf mener:


Det er bemærkelsesværdigt, hvor stor en del af både ledere og medarbejdere, der ville takke ja til en fire dages arbejdsuge i den ene eller anden model. Og ikke mindst, hvor stor enighed der faktisk er mellem både ledere og medarbejdere. Det tyder på, at mange er begyndt at drømme om forandringer i deres arbejdsliv.


Der er god grund til, at vi som samfund begynder at eksperimentere med en fire dages arbejdsuge de steder, hvor det kunne give mening og er efterspurgt. I takt med, at vi lever og arbejder længere, skal vi også finde ud af, hvordan vi indretter et godt og langt arbejdsliv, som vi kan holde til og kan forblive motiverede i. Derfor skal vi afsøge nye muligheder og løsninger. Vi opfordrer derfor arbejdsgiverne til at prøve forskellige modeller af, og teste om en fire dages arbejdsuge fungerer for virksomheden og medarbejderne. En fleksibel arbejdsplads - med fokus på god work-life-balance – kommer til at være et af flere vigtige parametre i kampen om de bedste og mest engagerede medarbejdere.


Samlet set er forskning og viden om effekten af fire dages arbejdsuge begrænset, og der er behov for meget mere viden, før vi kan konkludere om, og hvordan en fire dages arbejdsuge i den ene eller anden model kan give positive resultater for medarbejdernes arbejdsliv og trivsel samt samfundets samlede produktivitet.


Vi ser frem til evalueringen af forsøget med en fire dages arbejdsuge i Odsherred Kommune og det kommende forsøg i Storbritannien. Men vi bør også på landsplan lave et forsøg med et offentligt-privat samarbejde med tilknyttet følgeforskning. Hvis det fungerer godt ude på arbejdspladserne ved at skabe øget trivsel og måske højere produktivitet, kan det blive startskuddet til et helt nyt arbejdsmarked

§20 - To ud af tre ønsker en fire dages arbejdsuge

I denne undersøgelse foretaget i samarbejde med Epinion ser vi nærmere på, om medarbejdere og ledere i Danmark vil sige ja til en fire dages arbejdsuge på deres egen arbejdsplads. Og ikke mindst hvilke modeller for en fire dages arbejdsuge, de vil sige ja til.
Se undersøgelsen